Kvinderne tjekker ind på ITU's tekniske it-uddannelser
IT-Universitetet har modtaget 886 ansøgninger til kvote 2 - heraf 443 som første prioritet. Dermed stiger antallet af unge, der har ITU som første prioritet med 27 procent sammenlignet med sidste år. Den store stigning skyldes blandt andet, at flere kvinder har søgt ind på IT-Universitetets tekniske bacheloruddannelser.
Om ITUUddannelsediversitetMartin Tvede Zachariasen
Skrevet 26. marts 2020 06:56
Blandt ansøgerne er der særligt en stor interesse for at læse Data Science og Softwareudvikling, der er IT-Universitetets to mest tekniske bacheloruddannelser. Tilsammen har de to uddannelser fået 313 1. prioritetsansøgninger, og det finder rektor Martin Zachariasen meget positivt:
”Det er meget glædeligt, at så mange unge mennesker kan se de muligheder, der åbner sig med en it-uddannelse. Vi oplever en rigtig stor efterspørgsel på it-kompetencer fra erhvervslivet og fra samfundet, og derfor er det positivt, at mange unge har lyst til at blive it-eksperter. Jeg er også glad for, at så mange unge gerne vil prøve kræfter med vores mest tekniske uddannelser,” siger han.
Udover den store vækst i det samlede antal ansøgere, så glæder Martin Zachariasen sig også over, at der er kommet flere kvinder i ansøgerfeltet.
Det er særligt de tekniske uddannelser, de kvindelige ansøgere viser en stigende interesse for. Antallet af kvindelige ansøgere, der har bacheloruddannelsen i softwareudvikling som første prioritet, er steget med hele 68 procent.
”Det er vigtigt, at kvinder såvel som mænd er med til at skabe den digitale fremtid. Vi er derfor meget glade for at se den positive udvikling i antallet af kvindelige ansøgere til vores tekniske uddannelser. Vi arbejder for at det er en udvikling, der skal fortsætte,” understreger Martin Zachariasen.