Kandidat i
Digital Innovation & Management

Om uddannelsen

Kandidatuddannelsen i Digital Innovation & Management giver dig viden, færdigheder og redskaber til at håndtere de mange udfordringer og muligheder, der er forbundet med digital forandring og innovation. Uddannelsen kombinerer viden og kompetencer fra en række forskningsområder som f.eks. kvalitative og etnografiske studier af it, science and technology studies (STS), informationsvidenskab, virksomheds-, ledelses- og organisationsstudier og filosofi.

I takt med at digitale teknologier udvikles og spredes, påvirkes organisationer, mennesker og samfund på overraskende måder og i højt tempo. Håndteringen af den kompleksitet, som følger med digitalisering, kræver evner til at træffe informerede og rettidige beslutninger. I turbulente digitaliseringsprocesser må de klassiske teorier fra organisations- og ledelsesstudier ofte melde pas. Vi må blive bedre til at tænke og handle i spørgsmål, der relaterer sig til it. Disse nye evner baserer sig på en dyb forståelse af de komplekse samspil mellem mennesker, organisatoriske processer og digitale teknologier. 




På uddannelsen vil du undersøge, hvordan it og data former samfundet, organisationer og individers liv, og hvordan vores forhold til it er funderet i komplekse historiske, kulturelle og politiske sammenhænge. Du vil samtidig undersøge, hvordan it kan anvendes til at forfølge en lang række forskellige mål, og hvordan it i stadigt større grad spiller en rolle i forhold til de store samfundsudfordringer, vi står overfor, f.eks. inden for klima, miljø og sundhedspleje.

Kandidatuddannelsen har et bredt internationalt perspektiv og undervises på engelsk. Der vil blive brugt cases og eksempler fra både danske og internationale organisationer.

 



 


 

Mød en studerende på Digital Innovation & Management

Vi kan desværre ikke vise dig denne video uden brug af cookies. Du kan acceptere cookies i venstre hjørne af siden.

Er uddannelsen noget for dig?

Som studerende på kandidatuddannelsen i Digital Innovation & Management ønsker du at deltage i den rivende udvikling indenfor it-området og digital innovation, vel at mærke på en måde hvor du gør en forskel. Du er interesseret i digitalisering som et komplekst socialt, kulturelt og teknisk fænomen, og du vægter både teoretisk nytænkning og innovation samt metodisk opfindsomhed og praktisk engagement.

Du vil gerne lære at arbejde både kritisk og konstruktivt med de problemstillinger, som anvendelse af it indebærer for organisationer, samfund eller forretning, og som ofte kræver anderledes løsninger. 


Der er meget gruppearbejde i løbet af uddannelsen, så du bør være motiveret for at samarbejde med dine medstuderende.

Uddannelsen favner alle baggrunde, uanset om du har en baggrund i business, naturvidenskab eller humaniora, så længe du opfylder adgangskravene.

Studiets opbygning

Kandidatuddannelsen i Digital Innovation & Management er fleksibelt opbygget, så du har frihed til at danne din egen unikke profil. Uddannelsen består af både obligatoriske fag og specialiseringer eller obligatoriske fag og valgfagspakker i form af specialiseringer.

Studieordning









Studiestruktur for MSc i Digital Innovation & Management
1. semester

Navigating Complexity: Mapping, Visualisation & Decision-making
15 ECTS

Reassembling Innovation
7,5 ECTS

Computational Literacies
7,5 ECTS

2. semester

Processes Innovation
15 ECTS

Programming and Data Processing*
7,5 ECTS

Specialiseringsmodul del 1**
7,5 ECTS
3. semester

Digital Organizing and Transformation
7,5 ECTS

Valgfag
7,5 ECTS

Specialiseringsmodul del 2**
15 ECTS (inkl. specialeforberedelse)

4. semester

Speciale
30 ECTS

*Studerende, som har bestået et lignende fag inden studiestart, kan tage et valgfag i stedet.
** Der kommer ændringer til specialseringsstrukturen med virkning fra 2025.

Obligatoriske fag

  • Navigating Complexity: Mapping, Visualisation and Decision-making (15 ECTS) udstyrer dig med et sæt teoretiske og praktiske værktøjer til at udvikle forskningsdesign til at navigere i komplekse datasæt. Du vil lære at bruge induktive undersøgelsesmetoder til at analysere kompleksitet, herunder problematisering, kontroverskortlægning, digitale metoder og situationsanalyse. Kurset giver dig værktøjer til at indsamle, visualisere og fortælle historier på baggrund af data på en måde, der understøtter både kvalitative og kvantitative tilgange til vidensproduktion. Du vil oparbejde en evne til at forholde dig kritisk, historisk og filosofisk til nye data-drevne videnspraksisser indenfor digital ledelse og innovation. Disse konceptuelle værktøjer vil hjælpe dig med at identificere de sociale og politiske implikationer af data for vidensproduktion, organisatorisk beslutningstagning samt for styringen af samfundet i dag.
  • Reassembling Innovation (7,5 ECTS) giver dig en række teoretiske perspektiver og metodiske værktøjer til at kunne forstå, analysere og forholde dig kritisk til komplekse sammenhænge mellem it, innovation og samfund. Du vil lære om organisationsstrategi og design inden for åbne økosystemer. Desuden vil du lære at reflektere over din egen rolle som aktiv deltager i fremtidens teknologiske og samfundsmæssige udvikling og over de politikker og værdier, der er indlejret i både design og anvendelse af teknologier.
  • Computational Literacies (7,5 ECTS). På kurset vil du lære at bruge grundlæggende koncepter og metoder inden for computervidenskab. Du vil lære at bruge computational thinking og metoder til at forstå og løse komplekse problemer samt designe socio-tekniske systemer. 
  • Process Innovation (15 ECTS) fokuserer på digital procesinnovation som en måde at udnytte potentialet i digitale teknologier til at kunne omorganisere organisatoriske arbejdsprocesser samt interne og eksterne ressourcer – dette for at kunne reagere på nye muligheder og udfordringer. Kurset dækker procesorienteret ledelse, teorier og metoder til både kontinuerlig og radikal procesinnovation samt emner, der relaterer sig til, hvordan digitale teknologier kan understøtte kontinuerlig og radikal procesinnovation.
  • Digital Organizing and Transformation (7,5 ECTS) undersøger organisationer i lyset af de organisations- og ledelsesmæssige udfordringer, der knytter sig til digital organisering og digital transformation. Kurset beskæftiger sig med spørgsmål om nye måder at arbejde på, og temaer omkring ledelse, styring og organisering. Du vil blive præsenteret for teorier og begreber fra området: Organisationsstudier, Digital transformation og forandringsledelse, som sætter dig i stand til bedre at forstå og reflektere kritisk over de grundlæggende udfordringer som individer og organisationer står overfor i mødet med det digitale, samt tilgange til at lede, styre og administrere disse udfordringer.
  • Programming and Data Processing (7,5 ECTS) giver dig en basis-introduktion til programmering og databehandling. Du vil lære at bruge programmeringssproget Python, og hvordan du kan arbejde med tabellarisk data. Kurset gør dig i stand til at løse simple programmeringsopgaver og giver dig et indblik i, hvad rollen som programmør indebærer.



Specialiseringer

Allerede på andet semester vælger du, hvilket område du vil specialisere dig i. Læs mere om specialiseringsmulighederne nedenfor.

Valgfag og kandidatafhandling

Valgfag og kandidatafhandlingen giver dig sammen med din specialisering mulighed for at forme din egen profil. Hvis du har valgfag, kan du vælge mellem en række kurser, der tilbydes på IT-Universitetet på kandidatniveau eller tage valgfag på et andet dansk eller udenlandsk universitet. Kandidatafhandlingen kan skrives i grupper eller individuelt.

Se alle udbudte kurser på ITU i kursusoversigten.

 



Mere

Skjul

Specialiseringer

Specialiseringsudbud

En specialisering består af en samling af kurser, der tilsammen fylder 22,5 ECTS, og som giver dig mulighed for at udforske et emne mere i dybden. Dette er med til at forberede dig til at skrive din kandidatafhandling. I løbet af uddannelsen skal du fuldføre én specialisering. Du kan enten vælge en af de udbudte specialiseringer, som beskrevet nedenfor, eller du kan sammensætte din egen specialisering. OBS. Der arbejdes på en mere fleksibel specialseringsstruktur med virkning fra 2025.

Skræddersy din egen specialisering

Du har mulighed for at søge om at sammensætte din egen individuelle specialisering, der passer til dine egne mål og drømme. Her kombinerer du selv en samling af relevante kurser og/eller projekter, der tilsammen fylder 22,5 ECTS. Du kan eventuelt søge inspiration til specialiseringer på IT-Universitetets andre kandidatuddannelser. Du kan også læse din individuelle specialisering på et andet universitet i Danmark eller i udlandet.

Big Data skaber både muligheder og risici, og det kræver både dyb teknisk viden og et kritisk mindset at analysere kvaliteten og virkningen af disse data. At få mening ud af data er en vigtig tværfaglig udfordring for mange organisationer, virksomheder og statslige instanser, så de kan forstå og hurtigt reagere på forandringer. Eksempelvis kan et hospital koble GPS-data om ambulancernes og helikopternes placering med data omhandlende opgaven, de er sendt ud til, nødopkaldene eller den aktuelle status hos forskellige skadestuer for på den måde at kunne træffe de bedste beslutninger, når de står i akutte situationer. Dette er et eksempel på, hvordan data kan være med til at øge effektiviteten, men det rejser også spørgsmål, der relaterer sig til privatliv og den indflydelse, datatjenester kan have på arbejdspraksis og hverdagsliv.

At få værdi og ny viden ud af store datamængder afhænger dels af at kunne løse tekniske udfordringer og af at ansætte data scientists, men det ligger også i tværfaglige og kritiske analyser af big data-processer og -løsninger. På denne specialisering får du mulighed for at kaste dig ud i tekniske udfordringer, organisatoriske processer og samfundsmæssige bekymringer forbundet med big data. Vigtigst af alt, så vil du lære at anvende de kritiske og teoretiske værktøjer, du har tilegnet dig gennem studiet, i praksis.

Fag: Big Data Processes (7,5 ECTS)

Både virksomheder, organisationer, stater og NGO’er er i stigende grad afhængige af big data til at forme data-drevne processer. Disse processer, der er baseret på at gå på opdagelse i store datamængder og herfra finde nye mønstre og ny viden, kan bruges til at analysere komplekse fænomener eller opbygge forudsigende modeller. På dette kursus vil du gennemgå de teknologiske tendenser, der ligger til grund for fremkomsten af big data. Du vil komme til at diskutere potentialer og begrænsninger ved big data ud fra tekniske, etiske og organisatoriske synspunkter, især i tilfælde hvor personlige oplysninger er involveret. Du vil lære grundlæggende analysemetoder ved hjælp af Tableau Public.

Fag: Critical Big Data Management (15 ECTS)

Der er ikke længere én tilgang, der passer til alle problemer omhandlende data management. For hvert problem skal it-specialister træffe beslutninger om modeller og systemer for at håndtere de relevante data. På dette kursus vil du lære om de problemer, der kan opstå ved indsamling, styring, behandling og analyse af store datamængder. Vi vil diskutere moderne tilgange til at organisere og forstå store datasæt. Vi vil dække principperne om dataanalyse og illustrere en gruppebaseret praktisk tilgang til datamodellering og -styring, samtidig med at vi tager fat på de samfundsmæssige problemer, som disse principper og tilgange adresserer og problematiserer. Du vil blive introduceret til grundlæggende kvantitative metoder og tilegne dig tekniske færdigheder til at kunne vurdere aktuelle tilgange til behandling og analyse af big data. Derudover vil du lære om kritiske teoretiske værktøjer til identifikation og diskussion af potentielle faldgruber, hindringer og muligheder, som arbejdet med data kan medføre.


De forandringer, som digitaliseringen bringer med sig, er særligt synlige i den offentlige sektor. En succesrig digital fremtid, som den der fremstilles i diverse danske digitaliseringsstrategier, kræver et grundigt engagement med de motivationer, prioriteter, historier, praksisser og diskurser der driver digitaliseringsprocesserne. Det kræver også et sæt metodiske værktøjer og teoretiske begreber tilpasset de teknologier der er kernen i digitaliseringen, som f.eks. maskinlæring, algoritmer, datacentre, biometriske data, satellitbaserede kontrolmekanismer, sociale medieplatforme, digitale patientjournaler og brugerportaler.

Denne specialisering giver dig indsigt i digitaliseringsinitiativernes historie, teori, politik, forventninger, udfordringer, praksis og metoder. Specialiseringens to dele er begge metodisk orienteret imod etnografiske studier og trækker på teoretiske tilgange fra antropologi, science and technology studies og organisationsstudier. I første del af specialiseringen, The Digital State, udvikler du et historisk informeret grundlag for at tænke over teknologier og statsprojekter gennem tiden, samt et globalt perspektiv på offentlige digitaliseringsinitiativer. I anden del af specialiseringen, Digitalisation and Public Sector Transformations, udfører de studerende etnografiske forskningsprojekter indenfor det offentlige og fokuserer på de forskellige digitaliseringsprocesser, der i dag er undervejs i den danske offentlige sektor.

Denne specialisering giver dig kritiske værktøjer til at analysere, begrebsliggøre og kontekstualisere forandringerne omkring os. Du vil udvikle dine metodekompetencer og opnå teknikker til selv at studere offentlig digitalisering. Til sammen udgør de to dele en specialisering, der giver en både konkret og komparativ forståelse af den digitaliserede stat i Skandinavien, og ruster dig til at stå i spidsen for transformationerne af den offentlige sektor, hvad enten det er indenfor det offentlige eller som privat IT-konsulent med berøring med det offentlige.

Fag: The Digital State (7,5 ECTS)

Den Digitale Stat spørger ”hvad er staten?” for at kunne danne et fundament for at forstå de forandringer, der sker som følge af digitaliseringen af den offentlige sektor. Kurset er bygget op omkring et historisk, komparativt og globalt perspektiv og inddelt i temaer, som leder os fra tidligere eksempler til nutiden og hverdagen.

Vi starter med at undersøge forskellige opfattelser og forståelser af Staten og dennes tilstedeværelse i hverdagen. Vi trækker på de studerendes egne oplevelser og erfaringer for kritisk at forholde os til det velkendte. Dernæst undersøger vi, hvad der driver og motiverer digitaliseringsprojekter, og vi forholder os til de prioriteringer der ligger bag implementeringen af sådanne projekter. I vores tredje tema fokuserer vi på de teknologier, der anvendes i digitaliseringsprojekter på tværs af en lang række offentlige sektorer. For at kunne se lokale danske initiativer i kontekst, bruger vi komparative materialer fra andre lande, hvor digitaliseringsprojekter foregår anderledes. Vi trækker på cases fra blandt andet Kina, Indien, Island og Norge og sammenligner de forskellige prioriteter og udfordringer, der opstår globalt omkring den digitale stat. Kurset afsluttes med et regionalt fokus på emnerne tillid og ansvarlighed i Den Skandinaviske Stat. 

Fag: The Digital State in Practice (15 ECTS)

Den anden del af denne specialisering bygger videre på de teoretiske værktøjer der blev præsentereret i ’den digitale stat’ og kombinerer dem med empiriske indsigter om, hvordan digitaliseringen af den offentlige sektor udfolder sig i praksis.

Digitaliseringen har medført omfattende institutionelle forandringer af den offentlige sektor – ikke mindst i Danmark, som anses for verdensledende indenfor offentlig digitalisering, men som også har set sin del af digitaliseringsskandaler. I dette kursus får du muligheden for at gå i dybden med hvordan den offentlige sektor digitaliseres: hvordan de digitale processer ændrer infrastrukturer, styringslogikker og professionelle praksisser i den offentlige sektor. Og hvilke håb, udfordringer, motivationer og risici der præger disse processer.

Kurset består af tre elementer:

  • Tema: Hvordan udfordrer digitaliseringsprocesser velfærdsstaten? Hvordan forandres lokale myndigheder, mødet mellem borgeren og velfærdsstaten, professioner og ledelsespraksisser sig i kraft af digitaliseringen? Her får kurset besøg af en række gæsteforelæsere fra både den offentlige og private sektor.
  • Begreber og metode: Hvordan undersøger og forstår vi de forandringer af organisatorisk praksis der opstår i forbindelse med digitaliseringen af den danske velfærdsstat?
  • Projektarbejde: Du vil sammen med din gruppe designe og udføre et etnografisk forskningsprojekt i en offentlig institution, der gennemgår en digitaliseringsproces.

Igennem det etnografiske arbejde vil du få indsigt i, hvordan digitaliseringen foregår i praksis, samt i de organisatoriske og samfundsmæssige forandringer, digitaliseringen afstedkommer. Det etnografiske projekt giver dig mulighed for at designe dit eget studie samt forbinde dit empiriske arbejde med kernebegreberne fra teorien. Projektet kan dermed tjene som forberedelse til specialet. Kurset og specialiseringen er desuden relevant, uanset om du vil arbejde med IT i den offentlige sektor eller i den private, f.eks. som IT-konsulent i et firma der samarbejder med det offentlige.


Specialiseringen omfatter både perspektiver fra Service Design og Service Management. Servicedesign er en tilgang, der beskæftiger sig med analyse, design og udvikling af digitale tjenester. Service Management fokuserer på håndtering af komplekse tjenester og deres økosystemer.

For at designe en service er det essentielt at forstå hele dens livscyklus, dens design, levering og ledelse. Samtidig kræver Service Management en forståelse af designprincipperne og deres underliggende logik. Dette dobbelte perspektiv giver dig en dybere indsigt i både servicemanagement og servicedesign – og lægger et solidt fundament for din fremtidige karriere inden for området.

Specialiseringen er tværfaglig og trækker på teorier og metoder fra forskellige discipliner såsom design, ledelse og forretningsadministration. Vi uddanner til at kunne operere i komplekse digitale servicemiljøer og serviceøkosystemer, hvad enten det er i private virksomheder, offentlige organisationer og NGO’er. Derudover giver specialiseringen dig værktøjer og metoder til at forstå services og deres økosystemer samt til at samskabe værdi med forskellige aktører i forskellige servicekontekster.

Fag: Introduction to Service Design (7,5 ECTS)

På kurset introduceres du til Service Design og dets grundlæggende principper, metoder og værktøjer. Kurset fokuserer især på design af services, som enten er fuldt digitale, eller hvor digitale komponenter spiller en væsentlig rolle. Undervisningen består af forelæsninger, casestudier og praktiske øvelser. På kurset vil du blandet andet lære at udvikle og evaluere services gennem metoder som service blueprint og co-design. 

Fag: Service Design - management and implementation (15 ECTS)

Kurset er anden del i specialiseringen i Service Design. Deltagelse forudsætter derfor, at introduktionskurset er gennemført. På kurset lærer du om drift og forbedring af eksisterende digitale services og betydningen af samarbejde med forskellige interessenter. Du lærer at identificere forskellige interessenter, der er involveret i en service (eksempelvis offentlige organisationer, private virksomheder og ikke-statslige organisationer) og deres motivationer og behov, samt udfordringer for implementering og drift af digitale services.

Kurset indeholder et projekt, hvor du skal kortlægge udfordringer omkring en digital service i en organisation eller privat virksomhed samt foreslå forbedringer til den pågældende service.

Specialiseringsfilm

Vi kan desværre ikke vise dig denne video uden brug af cookies. Du kan acceptere cookies i venstre hjørne af siden.

Undervisningen

Undervisningsformen på Digital Innovation & Management veksler mellem forelæsninger og projektarbejde, hvor der stilles krav til selvstændighed, samarbejdsevne og projektledelse. Dine undervisere er blandt de bedste inden for faget, og det forventes derfor også, at du forbereder dig til undervisningen og deltager aktivt i timerne.

Projektarbejde er en vigtig del af Digital Innovation & Management. Det giver dig mulighed for at fordybe dig i specifikke områder, der interesserer dig eller din projektgruppe, og for at engagere dig mere i dybden med forskellige case-organisationer.

Digital Innovation & Management er tilrettelagt således, at du, især på de store kurser på 15 ECTS, får mulighed for at samarbejde med offentlige organisationer og private virksomheder. På den måde kan du afprøve teorier fra studiet i praksis og arbejde med aktuelle industrielle- og samfundsmæssige problemstillinger. Samtidig kan du også skabe kontakt til erhvervslivet allerede under studierne.

Kandidatuddannelsen i Digital Innovation & Management undervises hovedsageligt på engelsk, og kursusmaterialer vil være på engelsk. Der vil blive brugt cases og eksempler fra både danske og internationale organisationer.




Udveksling

Du har mulighed for at læse en del af din uddannelse på et udenlandsk universitet. Tredje semester er velegnet til et udvekslingsophold. Her kan du specialisere din uddannelse og profil og få erfaring med at studere og bo i en ny kultur i et nyt land. IT-Universitetet har udvekslingsaftaler rundt om i verden. For studerende på Digital Innovation & Management anbefales følgende universiteter:

  • Australien – Queensland University of Technology
  • Australien  University of Technology Sydney
  • Frankrig – University of Montpellier 2
  • Island – Reykjavik University
  • Japan – Kyoto University
  • New Zealand – Auckland University of Technology
  • Norge – University of Oslo
  • Schweiz – Università della Svizzera italiana
  • Spanien – Universidad Politécnica de Madrid
  • Taiwan – National Taipei University of Technology
  • Tyrkiet – Koç University
  • Tyskland – Frankfurt School of Finance and Management

Karrieremuligheder

Kandidatuddannelsen i Digital Innovation & Management giver dig et globalt perspektiv på it og forbereder dig til en karriere i den private eller offentlige sektor.

Med en kandidat i Digital Innovation & Management kan du fungere som bindingsled mellem forretning og it, da du har evnen til at tale begge ’sprog’ og forstå begge verdener. Du kender både til det nyeste inden for it og til forretningsbehov hos forskellige typer organisationer. Derudover vil du vide, hvordan man faciliterer og træffer beslutninger, der er baseret på dataanalyse og -fortolkning. Du vil også kunne nedbryde kompleksiteten hos moderne organisationer, analysere problemer og komme med kvalificerede forslag til løsninger på sociale og tekniske udfordringer.

It er overalt. Du vil derfor være værdifuld for en bred vifte af arbejdsgivere i både den private og den offentlige sektor. Du bør være klar til at forme din karriere i et skiftende fagligt miljø. Jobtitlerne nedenfor er eksempler på stillingsbetegnelser, du kan være kvalificeret til at søge – nogle afhængigt af, hvilket område du har valgt at specialisere dig indenfor:

  • Konsulent
  • Business Analyst
  • Business Intelligence Specialist
  • Chief Information Officer
  • Enterprise Architect
  • Functional Manager (eksempelvis inden for finansiering eller marketing)
  • Innovation Manager
  • It-projektleder
  • Process Manager/Owner 
  • Product/Service Manager
  • R&D Manager
  • Solution Architect

Du har også mulighed for at søge en ph.d. på IT-Universitetet.






Career portrait

Vi kan desværre ikke vise dig denne video uden brug af cookies. Du kan acceptere cookies i venstre hjørne af siden.

Er du interesseret i at læse på en af IT-Universitetets uddannelser, og har du spørgsmål til uddannelsens indhold, studieliv eller andet, er du velkommen til at kontakte Studie- og Karrierevejledningen.