Prisnomineret ITU-projekt sikrer effektiv vidensdeling i pleje- og socialsektoren
Den digitale platform Pycipedia har gjort det lettere for socialarbejdere i Sverige at dele viden på tværs af kommunale skillelinjer. Platformen, der er udviklet under ledelse af lektor Erik Grönvall ved Institut for Digital Design på IT-Universitetet i København, er netop blevet nomineret til European Social Services Award 2023.
Erik GrönvallInstitut for Digital DesignSamarbejderForskningdesigndigitaliseringoffentlig itpriser
Skrevet 12. oktober 2023 06:44 af Theis Duelund Jensen
Parenting Young Children (PYC) er en manualbaseret metode udviklet til forældre med kognitiv funktionsnedsættelse. Programmet er baseret på indlærings- og tilknytningsteori og er et vigtigt redskab i socialarbejderens værktøjskasse, når forældre med kognitiv funktionsnedsættelse har brug for rådgivning. PYC er udbredt i den svenske pleje- og socialsektor, men det er langt fra alle socialarbejdere, der er udannet i at bruge PYC metoden i deres arbejde, og det hindrer en aktiv vidensdeling og erfaringsopbygning for de socialarbejdere, som bruger PYC i arbejdet.
Det er her den digitale platform Pycipedia kommer ind i billedet. Idéen bag Pycipedia er resultatet af en co-design proces med 10 socialarbejdere fra to svenske kommuner og to forskere. Platformen, som er udviklet på IT-Universitetet i København under ledelse af lektor ved Institut for Digital Design Erik Grönvall, fungerer ved, at den lader socialarbejdere dele deres viden, skabe materialer til brug i praksis og sammenligne resultater på tværs af kommunale skillelinjer. Projektet startede i 2018 og har i skrivende stund i omegnen af 95 brugere på tværs af 26 kommuner i Sverige.
Pycipedia har netop modtaget en nominering i to kategorier – Workforce support og Excellence in cities – ved årets European Social Services Award, som uddeles i Zagreb, Kroatien d. 16-17. november.
”Pycipedia er designet sammen med socialarbejdere og tager udgangspunkt i deres behov, når de rådgiver og hjælper småbørnsforældre med kognitive funktionsnedsættelser. Det er fx muligt at sætte manualer sammen ved hjælp af tekst og piktogrammer, som kan deles med forældrene, så de understøttes i alle de dagligdagsopgaver, som småbørnsforældre har, men som kan være udfordrende, når man har en funktionsnedsættelse” fortæller Erik Grönvall, der har arbejdet med design, co-design, og human-centered computing i bl.a. social- og sundhedssektoren gennem de sidste tyve år.
Pycipedia er primært udviklet til at promovere vidensdeling og faglig udvikling og læring for socialarbejder, men er også i stand til at dele materiale med småbørnsforældre med kognitive funktionsnedsættelser. Hvor man som socialarbejder tidligere måtte lave fysiske manualer med alt fra hjælp til badning af spædbørn, rengøring i hjemmet og pakning af tøj, bleer og madpakker til daginstitution, kan man nu dele manualerne med forældrene digitalt, så de kan tilgås via en smartphone. Det effektiviserer f.eks. arbejdstiden for socialarbejdere som ikke behøver være fysisk til stede, hver gang forældre skal have nye materialer.
”På den måde er det mindre stigmatiserende for den pågældende forældre. Den relative anonymitet ved at konsultere en manual eller en skriftlig vejledning på sin telefon, f.eks. i et indkøbscenter, kan gøre en stressende situation mere overkommelig for forælderen,” siger Erik Grönvall.
På længere sigt er planen, at den digitale platform skal udvides til at omfatte et bredere spektrum af funktioner inden for pleje- og socialsektoren:
”Som sådan har Pycipedia-projektet været en prototype på denne type vidensdeling i sektoren. Pycipedia har været en stor succes, og vi har demonstreret, at det er et koncept, der kan videreudvikles og tackle flere opgaver i omsorgsfagene. Pycipedia er et eksempel på hvordan teknologiudvikling baseret på co-design-forskning i samarbejde med det offentlige kan være med til at skabe værdi for samfundet.”
Kontakt lektor Erik Grönvall (
erig@itu.dk) for yderligere information om Pycipedia og brug af co-design i kommunale innovationsprocesser.