Forskere vil løse sundhedsvæsenets voksende e-affaldsproblem
Lektor Daniel Fürstenau og ph.d.-stipendiat Camille Rønn leder et Horizon Europe-projekt til 9 millioner euro, der har til formål at løse det voksende e-affaldsproblem i sundhedssektoren og gøre op med nuværende brug-og-smid-væk-kultur.
Skrevet 19. juni 2024 07:14 af Sondre Holm
Hvert år producerer verden så meget elektronisk affald at man kan bygge et fæstningsværk på størrelse med Den Kinesiske Mur.
Den øgede digitalisering af sundhedssektoren har ændret rammerne, som hospitaler og andre aktører på området må arbejde indenfor, og de mange digitale løsninger medfører også et voksende e-affaldsproblem, som gør en i forvejen ressourcetung sundhedssektor, der storforbruger medicinsk engangsudstyr, til en væsentlig kilde til den globale udledning af CO2.
Siden 2022 har Digital Health in the Circular Economy (DiCE) – et Horizon Europe-støttet forskningsprojekt ledet af lektor Daniel Fürstenau og ph.d.-stipendiat Camille Rønn fra IT-Universitetet i København – søgt at tackle problemet ved at tage en cirkulær økonomi-tilgang.
Principperne for cirkulær økonomi lægger vægt på at reducere forureningen og forlænge produkt- og materialelevetid så længe som muligt og dermed afkoble værdiskabelse og forbrug. Projektet søger at implementere principperne for cirkulær økonomi for digitalt sundhedsudstyr, for hvis sundhedsindustrien kan omstilles, kan enhver anden industri også.
Fürstenau og Rønn har netop færdiggjort en delrapport på projektet, og resultaterne er lovende:
"Det er ikke let at implementere cirkulær økonomi i nogen branche, men sundhedsvæsenet har helt unikke udfordringer, der gør det særligt vært. Udfordringer som patientsikkerhed, kvalitetssikring, forureningsrisici og strenge regulatoriske instanser er alle faktorer, der kan udfordre og komplicere cirkulær økonomi-tænkning,” siger Daniel Fürstenau.
”I løbet af DiCE-projektets første fase har vi påvist en række gyldige forretningsmodeller baseret på den cirkulære økonomis principper og vist, hvordan de kan implementeres i sundhedsvæsenet.”
Projektet er opdelt i syv arbejdspakker: Cirkulært produktdesign, optimering af teknologi til omvendt logistik, borgerinddragelse og påvirkning af forbrugeradfærd, præstations- og livscyklusvurderinger af de cirkulære produktdesigns samt udvikling af forretningsmodeller og retningslinjer.
Daniel Fürstenau og Camille Rønn leder udviklingen af cirkulære forretningsmodeller og udarbejder køreplaner for industriaktører, der skal implementere cirkulær økonomi i praksis.
“Sundhedssektoren er en kompleks branche, og den store udfordring, vi tackler, er at finde en forretningsmodel baseret på cirkulær økonomi til virksomheder. For en virksomhed kræver det en systematisk indsats, der trækker på et økosystem af aktører, som hver især skal have gavn af at deltage. I dette projekt ønsker vi at udvikle og teste forretningsmodeller for de forskellige aktører og lave anbefalinger, som så skal anvendes i den virkelige verden og forhåbentlig gøre sundhedsvæsenet mere miljøvenligt,” siger Camille Rønn.
Projektet skal efter planen munde ud i en udrulning af pilotprojekter i stor skala i fem udvalgte EU-lande, der tester de nye cirkulært designede produkter, teknologier, nudging-strategier og forretningsmodellers levedygtighed.
Projektet blev lanceret d. 1. oktober 2022 og afsluttes 30. september 2026. Projektpartnere er bl.a. Janssen, Johnson & Johnson Medtech, Philips, IT University of Copenhagen, Copenhagen Business School, ECOLEC Fundación, Ekosij, Games for Health, Ghent University, Grin, IETU, Fundación Intras, MIREC, LiCalab, 30 RRA Podravje Maribor, Recupel, RUB, WEEE Forum, TU Delft og World Resources Forum.
Projektet er bemidlet af EU og Johnson & Johnson.
Theis Duelund Jensen, presseansvarlig, +45 25 55 04 47, thej@itu.dk